Afbrænding
Afbrænding
Den danske natur bliver generelt plejet intensivt. Plejen efterlader
ikke meget plads til naturlige forstyrrelser, der kan skabe heterogene
landskaber og levesteder til specialiserede arter. Samtidig medfører udledningen af næringsstoffer fra landbruget, at næringsindholdet i jorden er langt højere end naturligt og medfører en øget vækst af høje græsser og næringskrævende stauder.
I sommerperioden skygger de høje planter for mindre urter og blomster, og når de i vinterhalvåret visner, danner de en tyk dyne af dødt plantemateriale, der hæmmer nye skud i adgangen til lys og luft.
Kontrolleret afbrænding bruges til at fremme biodiversiteten, idet ”dynen” bliver fjernet uden at strukturer som muldvarpeskud, myretuer eller små lavninger bliver ødelagt.
Afbrænding kan derfor være en særdeles velegnet for boligforeninger, der ønsker at fjerne overskydende plantemateriale og opnå en højere biodiversitet på deres arealer.
Afbrænding udføres i foråret, hvor de friske skud endnu ikke er spiret, overvintrede smådyr fortsat skjuler sig, og der ikke er risiko for, at ilden spreder sig ukontrolleret. Optimalt udføres afbrænding på dage med let fisk vind og tørvejr i dagene op til. Under selve afbrændingen styres ilden med brandbælter og foretages hovedsageligt som modvindsbrand, hvor ilden langsomt brænder sig gennem vegetationen.
Der kan aldrig opnås en 100% afbrænding af et område, da enkelte dele af arealet altid vil være for fugtige, til at ilden kan få fat.
Afbrænding kan foretages på et større areal eller udføres i mosaikker, hvis der er ønske om at bevare refugier til padder og insekter. Få dage efter afbrændingen begynder planterne igen at spire, og allerede efter 2-4 uger vil det være svært at se, at arealet har været afbrændt.